Er dit barn i gang med at lære at læse? Giver bogstaverne ikke rigtig mening, eller har hun knækket læsekoden, men trænger til træning og gider ikke sidde med bøgerne i timevis? Her er 5 lege og spil, der træner læsning på en sjov og aktiv måde.
Når I træner læsning, er det vigtigt at være opmærksom på de mange forskellige læsestrategier. Hvilke ord, I vælger at bruge i spillene, afhænger af hvilken strategi, I vil træne. Herunder er tre forskellige måder, du kan udvælge de ord, I bruger i legene:
1. Til de mindst øvede læsere kan det ofte være bedst at fokusere på at genkende ord, frem for at stave sig igennem dem. Jeg anbefaler, at I vælger en række simple og hyppige ord, som I gennemgår med barnet, inden I spiller. Se evt. listen med de 120 mest brugte ord https://www.eventyrmageren.com/post/de-120-mest-brugte-ord
2. Til ældre børn kan det være brugbart at kigge på, hvordan man læser sværere ord bogstav for bogstav.
Når I træner med denne strategi, kan det virke godt, at barnet ikke kender ordene på forhånd. Man kan med fordel vælge ord, der har en særlig stavemåde til fælles - for eksempel “ing”, “eg” eller “tion”
3. En anden god måde at udvælge ord til spillene er, at læse sammen med barnet og notere de ord, barnet har svært ved at læse.
Husk altid at rose dit barn for dets læsning og understreg, at de ord, du har valgt, er særligt svære, og det er derfor, der er brug for at træne dem, før man kan læse dem perfekt.
1. Zombie-legen
I skal bruge: - En skriveblok. På hver side skriver du et ord eller en sætning - med stor skrift.
Du og barnet stiller jer et stykke fra hinanden. Du er en zombie og bevæger dig langsomt frem mod barnet, mens du holder blokken op, så barnet kan læse, hvad der står. Barnet må ikke flytte sig, før det har læst teksten korrekt. Når det lykkes, fryser du på stedet. Barnet må nu bevæge sig og gå til et nyt sted i rummet. Når barnet har stillet sig der, bladrer du og viser et nyt stykke tekst, og legen går i gang igen. Hvis du når helt hen til barnet og rører dets hoved, uden at det har læst teksten, “spiser” du “dets hjerne”.
2. Læsestaffet
I skal bruge: - En bog, der passer til barnets læse-niveau
- Et stopur
- plads at løbe på
I skal lave to poster - en hvor den voksne står med en bog, og en som barnet skal løbe frem og tilbage til. Barnet skal læse første side eller afsnit i bogen, lægge bogen og løbe hen til den anden post og så tilbage til den voksne. Så skal barnet fortælle den voksne, hvad der stod på siden. Hvis det kan huske det, fortsætter I til næste side. Hvis ikke, bliver barnet nødt til at læse siden igen.
I kan for eksempel bestemme, at I skal klare tre sider og runder. Den voksne tager tid og noterer barnets rekorder, som det så prøver at slå.
Variation: På post 2 ligger forskellige ord. Den voksne står på post 1 og siger ordet eller viser et billede, der forestiller ordet, og barnet skal så løbe ned, hente ordet og komme tilbage. At bruge billeder er godt til at træne barnets evne til at forstå sammenhængen mellem tekst og indhold.
3. Kortspil
I skal bruge:
-Kort af karton el. lign. På hvert kort skriver I et ord.
Kortene fordeles mellem spillerne, som skiftes til at vælge et ord på deres kort og bede en af de andre om at stave det. Hvis ordet staves rigtig, får den anden spiller kortet, hvis ikke beholder den første spiller sit kort.
Hvis børnenes læseniveau er for lavt til at læse ordet højt, kan der være små billeder på hvert kort - eller den voksne kan hjælpe.
Tips: Hvis kun et barn og en voksen spiller, kan barnet starte med at have flere kort end den voksne. Så sætter I en timer til fx. 5 minutter, og når tiden er gået, ser I hvem der har flest.
Hvis der er flere børn med forskellige niveauer, kan I skrive flere ord pr. kort, så der er et “level” 1, 2 og 3. Når man udfordrer en anden med et ord fra sit kort, skal man vælge det “level”, som personen har.
4. Post-legen
I skal bruge: - Et papirfly el. lign.
- Papir og blyant til at skrive beskeder med.
Dette er ikke et spil, men en hyggelig leg eller aktivitet I kan lave sammen.
I vælger hvert et land eller en person, som I skal lade som om I er. Så sætter I jer et stykke fra hinanden og sender beskeder frem og tilbage med papirflyet. Tips: I stedet for et papirfly kan I bruge en legetøjsbil, en bold, en ballon eller et snoresystem - alt efter hvad barnet synes er sjovest.
Brug jeres fantasi - I kan være lande, der melder hinanden krig, en videnskabsmand og en kunde til hans gale opfindelser eller prinsesser, der er fanget i hvert deres tårn og skriver om deres planer for at slippe fri.
5. Find ordet
I skal bruge: - En masse små stykker karton med ord på
- Et æggeur
I lægger ordene ud på gulvet, så man kan se dem alle sammen. Så sætter I æggeuret til fx. 4 minutter. Du læser et af ordene op, og barnet skal finde og tage ordet. Så snart det har taget ordet læser du et nyt op. Det gælder for barnet om at få så mange ord som muligt, inden tiden er gået. Bagefter kan I eventuelt bytte - det træner også barnets læsning.
Held og lykke med læsningen.
コメント