Eventyrmageren
Eventyrlig undervisning og dramaworkshops i København
Ansigtsmaling, undervisning, teater og rollespil - og mange andre sjove aktiviteter for børn
Dramaworkshops i skolen
Få drama ind i undervisningen
Drama er ikke bare et fag i sig selv – det er også et redskab. Et redskab man kan bruge til at formidle og undersøge temaer og materialer i alle fag. Drama styrker den sproglige udvikling og får eleverne op af stolene og i gang med at undersøge faget med deres egne kroppe. Med drama bindes klassen sammen om et projekt, som de alle er en del af og som afhænger af deres indsats. Det skaber ansvarsfølelse og giver mere engagerede elever.
Jeg tilbyder forløb, hvor jeg bringer dramaets mange værktøj ind i skolefagene og hjælper jer med at formidle pensum på en anderledes måde. Herunder er eksempler på dramaforløb i historie og engelsk.
Drama med historien:
Dramatisk arbejde med en tidsperiode giver en helt anden historieforståelse end læsning gør.
Gennem spil og leg opnår eleverne forståelse for mange af de fælles videns- og færdigheds-mål, så som: samfund, familie og fællesskaber samt livsgrundlag og produktion. Eleverne kommer naturligt til at forholde sig til historiske spørgsmål og temaer – Kan jeg godt spille gladiator, hvis min rolle er en pige? Havde de egentlig køleskabe under anden verdenskrig? Og hvad for en baggrundsmusik skal vi have til et slot på Christian d. 4.s tid?
Et forslag til et forløb:
Vi starter med dramaøvelser, der bearbejder hvad eleverne ved om emnet. Derfra fortsætter vi til improvisationsøvelser og rollespil, der giver bevidsthed om periodens mennesker og livsvilkår og herefter kan vi eventuelt genopføre særligt vigtige begivenheder i perioden. Til sidst går vi i gang med at lave forestillinger. Eleverne samarbejder i mindre grupper om at bruge den grundviden de har erhvervet sig til at lave et stykke, hvor de kan gå mere i dybden med at udforske og formidle et enkelt element af tidsperioden.
Det skitserede forløb, vil strække sig over ca. 20 undervisningstimer, men elementer kan fra- eller tilvælges alt efter hvor meget tid klassen har til forløbet.
En workshop, der varer et enkelt modul kunne forløbe sådan:
eleverne har på forhånd læst om en vigtig historisk begivenhed. Gennem dramaøvelser hjælper vi dem med at fortolke begivenheden i billeder og lyd. Til sidst genopfører vi begivenheden, som mini-teaterstykke eller –rollespil.
Teater på engelsk
At spille teater er en oplagt måde at lære et fremmed sprog på. Ved at arbejde dramatisk med engelsk, træner eleverne mange egenskaber, der bringer dem tættere på flere engelskfagets fælles mål – lytning, samtale og præsentation. Gennem kropssprog og mimik bliver de tryggere ved forskellige kommunikationsstrategier og opnår større selvsikkerhed i deres brug af engelsk.
Et forslag til et forløb:
Gennem dramalege træner vi ord og begreber, som eleverne skal lære – fx følelser, erhverv, aktive verber, idiomer etc. Herefter får eleverne i mindre grupper små manuskripter, som de skal opsætte og fortolke på deres egne måder. Teksterne reguleres, så der er mulighed for at fokusere på læsning, udtale eller ordforråd, alt efter didaktisk fokus. Til sidst laver eleverne deres eget teaterstykke fælles eller i grupper. Gennem brainstorming og improvisationslege finder vi frem til en handling som eleverne omdanner til manuskript, øver og instruerer med vores støtte.
Forløbet der er skitseret her er planlagt til ca. 12 timer, men elementer kan fra- eller tilvælges alt efter hvor meget tid klassen har til forløbet.
En workshop der varer et enkelt modul kunne forløbe sådan:
Vi laver øvelser med udvalgte adjektiver. Eleverne skal sige sætninger på forskellige måder bestemt af adjektiverne. Herefter fordeles de mellem elverne, som i par opsætter kort dialog med dem. Til sidst laver vi en øvelse hvor eleverne på skift spiller eller mimer ordene for hinanden.
kontakt:
mkrosenberg@hotmail.com
Jeg tilbyder også:
Forløb til ældre og yngre klasser. De forløb, der er beskrevet her er målrettet til 2. – 4. klasse, men kan laves om så de passer til andre klassetrin
Dramatiske forløb i andre fag. Dansk og religion er oplagte fag at formidle med drama, men hvis du er underviser i et andet fag, og interesseret i et teaterpædagogisk input, må du endelig tage kontakt, så kan vi i fællesskab udarbejde et forløb.
Tværfaglige dramatiske forløb. Et eksempel kunne være et historie-engelsk-samfundsfag forløb om menneskerettighedserklæringen, eller et dansk-natur/teknologi-forløb om skrivning og vejret.