top of page
Søg
mkrosenberg

4 enkle engelsk-spil til mellemtrinnet

Det er sjovt at lære sprog - det skulle det i hvert fald gerne være. Når lidt større børn har svært ved engelsk eller ikke bryder sig om faget, er det ofte, fordi de føler, at de ikke er gode nok til det. Og det kan da også virke overvældende at kaste sig ud i et helt nyt sprog med nye ord, regler og grammatik.


Mit bedste råd er at lægge det svære til side for en tid. Dit barn behøves ikke have perfekt grammatik eller at kunne huske alle ordene, de har gennemgået i skolen. Det skal bare vænne sig til at bruge engelsk, og til at det kan være sjovt - og det kan spil hjælpe enormt meget med.

Her er 4 sjove engelsk-spil, der er velegnede til børn i 4. - 6. klasse - selvom de yngre og ældre også sagtens kan spille med.



1. Udtale-uno Det tager lidt tid at lave dette spil, da I selv skal producere alle kortene. Til gengæld er det rigtig sjovt. De fleste af mine elever elsker det og efterspørger det ofte selv. Du kan eventuelt lave spillet sammen med dit barn - det lærer det også noget af.

Sådan spiller I: Spillet har samme regler som uno, men i stedet for at der står tal på kortene, står der ord, som har forskellige udtale-måder til fælles - for eksempel at de starter med den samme lyd. Hvis den ene spiller har lagt et rødt kort med ordet “rabbit”, skal den anden altså enten lægge et andet rødt kort eller et andet kort, der starter med en r-lyd (fx. “ring”). Når man har lagt kortet, skal man udtale ordet. Hvis man ikke kan lægge et kort ned, skal man trække et fra bunken. Når man kun har et kort tilbage, skal man huske at sige “uno”, ellers skal man trække tre nye kort op. Den, der først kommer af med alle sine kort, vinder.


Jeg anbefaler at have fem forskellige farver og fire forskellige udtale-”kategorier” (altså 20 kort i alt). Det kunne for eksempel være: - Ord, der starter med et hårdt “th” (som think og thanks) - Ord, der starter med blødt “th” (som this og they) - Ord, der starter med “r” (som right og ring) - Ord, der starter med “w” (som want og wing)

Med disse kategorier træner man både at huske hvilke ord, der har hårde og bløde “th”-lyde (mange af disse er nogle af de mest brugte engelske ord), og at kende forskel på “r” og “w”-lyden, hvilket mange børn har svært ved i starten. Obs: Husk også at have uno-specialkortene med (det vil sige “spring-over-kort” “skift-retning-kort” og “tag-2-kort-op-kort”) - det gør nemlig spillet meget sjovere.



2. Do-you-spil På engelsk starter mange spørgsmål med “Do you”. Dette er forskelligt fra dansk, så det skal man lige vænne sig til. Dette spil træner at få den formulering ind på rygraden - og det er en god investering, for den bruges rigtig ofte.

I skal bruge: - To små sedler pr. spiller, hvor der står “Yes, I do” og “No, I don’t”

- En håndfuld mønter, tændstikker el.lign. - 3-5 stykker karton. På hvert stykke karton står “Do you + et verbum”. De fraser, det er vigtigst at træne er: Do you have…

Do you like… Do you want… Do you want to… Do you think… Sådan spiller I:

Man lægger en bunke tændstikker eller lignende på bordet. Så skiftes man til at trække et af “do-you”-kortene og stille en af de andre spillere et spørgsmål. Spørgsmålet skal starte med det, der står på kortet. Trækker man for eksempel “do you like…. “, kan du spørge do you like pizza?” Den anden spiller skal gemme enten “Yes, I do” eller “No, I don’t”-sedlen i sin hånd. De andre skal nu gætte, hvad personen har svaret. Hvis man gætter rigtigt, får man en tændstik. Personen, der svarer, får en tændstik, hvis der er nogen, der gætter forkert. Man spiller til alle tændstikkerne er taget, og den, der har flest, vinder.



3. Vendespil, fisk og sorteper En sand klassiker, der også kan bruges i de fleste andre fag - og så kan I ovenikøbet spille 3 spil med det samme sæt kort. I udvælger nogle ord, der er gode at kunne - evt. fra en tekst, I har læst sammen. I skriver hvert ord på et kort, og dets danske oversættelse på et andet kort. Kortene kan nu både bruges til at spille vendespil og til at spille fisk (her består et stik naturligvis af et dansk og et engelsk kort). Hvis I laver et enkelt kort, som ikke har en makker, kan I også bruge kort-sættet til at spille sorteper. Det er en let og sjov måde at træne ordforråd på.



4. Who-where-what En sjov leg, der træner at huske forskel på spørgeordene og at beskrive ting.

I skal bruge: - Et billede med mange personer. Hvis I har en “Find-Holger” eller “Flunke”-bog, er det ideelt. I kan også bruge et “Hvem-er-hvem”-spil. - Nogle små sedler med spørgeord (when, where, who, how, why, what).


Sådan spiller I: Hver spiller vælger en person på billedet, som de tænker på. I skiftes nu til at trække et spørgeord og bruge det til at stille den anden et spørgsmål om deres person. Den, der først gætter den andens person, har vundet. Obs: Med nogle af ordene bliver man nødt til at være lidt kreativ for at få spørgsmålene til at give mening. Her er et par forslag: When do you think your person is born? Where on the page is your person - are they to the left or to the right? Why do you think the person is in the place, they are? What is your person wearing? Who is your person talking to? How do you think the person is feeling?


Jeg håber, at I får glæde af spillene.

Hvis I gerne vil træne at føre en samtale på engelsk, så læs mit indlæg med sjove spørgsmål og udfordringer for børn, som kan sætte samtalen i gang: https://www.eventyrmageren.com/post/sjove-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-og-udfordringer-til-engelsk-tr%C3%A6ningen



Held og lykke med engelsk-træningen.


255 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page