top of page
Søg
mkrosenberg

5 gode råd til at træne tabeller

Opdateret: 16. jan. 2020


Når dit barn har matematik i skolen, er der rigtig mange ting, det skal lære. Hvis du vil give dit barn et fagligt løft, kan det nogen gange være svært at overskue, hvor I skal starte og hvad, der er det vigtigste.


Efter min erfaring, er det bedste, I kan gøre, at fokusere på de mest basale regne-teknikker og sikre, at barnet er fuldstændig hjemme i dem, før I fortsætter til noget andet. Hvis man er usikker i plus, minus og gange, besværliggør det næsten alle andre regneopgaver, fordi det bremser flowet og resulterer i mange fejl.


Jeg oplever ofte, at en elev har forstået fx. hvordan man ganger med flercifrede tal i hånden, men bliver bremset af de enkelte stykker, der skal regnes undervejs. Derfor glemmer de, hvor de er nået til, og ender med at regne stykket forkert, selvom de har styr på de grundlæggende teknikker. I sådan en situation er det bedste, man kan gøre at begynde at træne den lille tabel - dvs. 1 til 10-tabellen. Det er en meget konkret opgave, og der er mange sjove måder at træne tabeller på. Når barnet kan tabellerne, kan det gange alle to encifrede tal i hovedet, og er derfor langt bedre rustet til at lære både at

gange og dividere i hånden og meget andet avanceret matematik, der er mere avanceret.



Her er 5 gode råd til at træne tabellerne:



1. Gør det visuelt overskueligt

Når jeg træner tabeller med børn, sørger jeg for, at de kan se deres fremskridt helt konkret. Jeg har to skemaer, som jeg altid bruger. Det ene er det klassiske tabelskema, hvor jeg lader barnet føre tabellerne ind i takt med, at det lærer dem.



Det andet skema visualiserer, hvor godt barnet kan tabellen. Det ser sådan ud:



For hvert mål barnet når for en tabel, får det et klistermærke i det pågældende felt. På denne måde bliver det meget tydeligt, hvor meget barnet har lært, og det gør opgaven med at lære tabellerne meget sjovere. Eventuelt kan I aftale en præmie, som barnet får, når det har fået et vist antal klistermærker.


2. Træn tabellen - først som remse, så som gangestykker

For de fleste er det er lettest at lære en tabel som en remse. Nogle børn har lettere ved at huske tabellen, hvis man sætter melodi på - for andre hjælper det at klappe imens. I kan også bare se, hvem der kan lire tabellen af hurtigst. Hvis barnet ikke kan huske alle tabellens ti tal, kan I starte med de første fem og derefter gøre remsen længere et tal af gangen.

Når barnet er helt hjemme i tabellen som remse, kan I begynde at bruge den til gangestykker. Hvis I fx. har trænet 8-tabellen, så skift til at udfordre den anden med gangestykker med 8.


3. Brug lege og spil

Som med alt andet læring, går tabeltræningen meget bedre, hvis man har det sjovt. Den mest simple “leg”, jeg bruger, går ud på at kaste en bold frem og tilbage, mens man skiftes til at sige et tal. Hvor enkelt det end lyder, synes mange børn, at det er rigtig sjovt, og at bruge kroppen, mens man skal huske tabellen, kan både udfordre og aktivere hjernen. En anden god leg er zombie-legen, som jeg beskriver i dette indlæg:


I kan også lave kort med gangestykker fra de tabeller, I har trænet, og bruge dem til at spille krig.


4. Giv barnet mulighed for at bruge tabellen til at regne sværere stykker.

Når dit barn har godt styr på en tabel, kan du lade det bruge tabellen til at regne sværere gangestykker i hånden. Hvis I for eksempel har trænet 3-tabellen kan du give barnet stykket 376 x 3. Når man kan 3-tabellen, er det sådan set et ret let stykke, og det vil være en fed succesoplevelse for dit barn pludselig at være i stand til at regne et stykke, der ser så svært ud.


5. Husk at have det sjovt

Brug jeres fantasi, og lad gerne barnet være med til at brainstorme på lege, det har lyst til at bruge i tabel-træningen. Efter min mening er det langt vigtigere, at barnet får gode oplevelser med matematikken, end at det lærer færdighederne hurtigt. Hvis det har selvtillid og gode oplevelser i bagagen, skal resten nok komme før eller siden.



Held og lykke med tabellerne.

117 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page